Keine passenden Angebote gefunden.

VANDRING

På tur langs Østersøen i Danmark og Tyskland

Vandring i afvekslende, kystnære omgivelser gennem 1.000 års kulturhistorie ved Østersøen i Danmark og Slesvig-Holsten. Vandreture samt lange gåture er en lise for sjælen året rundt, og som filosoffen Kierkegaard sagde: ”… jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”. Sluk pc’en, sæt mobilen på lydløs, træk i de gode travesko og opdag de smukke vandreruter langs Østersøen; både langs kysten og i det indre af landet venter der et væld af gode stier og pilgrimsruter, der lader dig opdage naturen og fører dig ud i det grønne, der er så sundt for hjerte og hjerne. Både på den danske og tyske side af grænsen finder du fantastiske vandreruter, hvad end du foretrækker korte ture eller lange distancer.

Her vil du lede forgæves efter bjerge, men møde de skønneste udsigter ud over havet, skove og bugtende kystlandskaber. Opdag idylliske landsbyer og købstæder, der overrasker og forkæler de besøgende med lokal gastronomi og kultur. Glæd dig til fantastiske oplevelser på din aktive ferie. Ved Østersøen og i Holstensk Schweiz er vandremulighederne mange – hele året rundt. I sommermånederne stråler badegæsterne om kap med solen. Om efteråret og om vinteren, når året lakker mod enden og vejret fortryller marker og skove, er en gåtur langs stranden, hvor der blæser en frisk brise, en fantastisk mulighed for at glemme hverdagens stress og jag.

Vandreruterne er skiltede og markeret på kort, så du nemt og hurtigt finder en rute, der svarer til netop dit niveau og dine ønsker. Forudsætningerne for din vandreferie ved Østersøen kunne med andre ord ikke være bedre. Nu gælder det bare om at pakke rygsækken og tage af sted til de smukke omgivelser langs kysterne i Danmark og Slesvig-Holsten.

NATURA – Aktiv ved Østersøen