Keine passenden Angebote gefunden.

VANDSPORT

Nyd friheden i vandet året rundt

Hører du til dem, der elsker vandsport? Både den danske og den tyske side af Østersøen byder på åbent hav samt rolige indre farvande, hvor der er masser af muligheder for både nybegyndere og øvede. Fra kanosejlads til surfing og SUP (Stand-up-Paddling): Langs kysterne i Danmark og Slesvig-Holsten lægger du hverdagen bag dig fra det øjeblik, du skuer ud over Østersøens vande.

Vinden fejer gennem dit hår, mens du gør klar til at ride med på den næste bølge. Har du prøvet at glide hen over vandet på et surfbræt en gang, bliver du bidt af det. Kitesurfing giver dig en følelse af grænseløs frihed med en uendelig horisont for øje, og du oplever elementernes spil på tæt hold. I en kano eller kajak kan du også tage ud og udforske floder, søer og mange andre dejlige steder langs kysten. For der findes intet bedre end at se solen stå op direkte fra havsiden. Vil du hellere opleve vandsporten tørskoet inde fra land, så bør du tage forbi de store vandsportsevents såsom Kitesurf Wordcup på Femern og PRO/AM Longsdistance Regatta Hejlsminde.

Er du ude på vandet for første gang? I vandsportskolerne og -udlejningerne langs Østersøen hjælper man dig i gang med både ekspertviden, tips og det rette udstyr. Og takket være en masse parkeringspladser direkte ved vandet kan du nemt og hurtigt kaste dig ud i vandsportseventyret. Dagsudflugt, weekendtur eller flere uger i vandsportens tegn? Her venter et sandt ferieparadis for naturentusiaster. Blandt de talrige overnatningsmuligheder tæt på strand og kyst tilbringer du din sportsferie sammen med venner, familien eller i skøn tosomhed – eller overnatter på en af områdets mange campingpladser. Her bliver du efter en dag fyldt med action og oplevelser vugget i søvn af bølgernes brusen, mens du allerede drømmer om den næste ferie ved Østersøen.

NATURA – Aktiv ved Østersøen